SF og K: Der er behov for små arresthuse

Skrevet af admin

22/12/2014

Mest læste i dag

Selv om Kriminalforsorgen ønsker at nedlægge de små arresthuse, kan der være en idé i at beholde nogle af dem.

Det mener retsordfører Karina Lorentzen (SF), efter at en voldsom fangeflugt lørdag aften har sat fokus på sikkerheden i de små arresthuse, som kritiseres for at være i for dårlig stand.

- De små arrester har fordele, som de store enheder ikke har.

- Derfor er løsningen heller ikke, at vi nedlægger dem alle, fordi de små arrester er gode til at tage sig af de mere sårbare indsatte, som har brug for mere ro og tryghed, siger Karina Lorentzen.

Kriminalforsorgen ønsker ellers at lukke de små arresthuse, da de ikke længere er tidssvarende.

Senest er en 37-årig fange lykkedes med at flygte fra Tønder Arrest, hvor han undervejs overfaldt en kvindelig betjent, da hun åbnede døren for at sige godnat.

Bagefter tvang fangen betjentens kollega til at lukke ham ud.

- Vi kan nok aldrig gardere os imod, at der er en indsat, der ønsker at flygte og er parat til at bruge vold. Men når det er sagt, er der mange af vores arresthuse, der er meget små, siger Karina Lorentzen.

I de små arresthuse som Tønder Arrest er der to mand på vagt. For at komme problemet med sikkerheden til livs foreslår Karina Lorentzen, at der indsættes flere mand i de enkelte arrester, sådan at der bliver flere hænder til opgaverne.

Retsordføreren nævner videre, at der er behov for at komme i gang med planlægningen af superarrester, hvor der bliver flere pladser.

Hos De Konservative er retsordfører Tom Behnke opmærksom på sikkerheden i arresthusene og fængslerne - både i forhold til de ansatte og de indsattes muligheder for flugt.

Men han mener ikke, at de små arresthuse skal nedlægges, som det foreslås af Kriminalforsorgen.

- Vi har brug for, at der er mange forskellige arresthuse i landet.

- Det skyldes, at vi ser mere organiseret kriminalitet, hvor vi er nødt til at have flere steder at placere dem, der skal sidde i arresthusene, så de ikke kan koordinere forklaringer, inden de skal i retten, siger Tom Behnke.

Ifølge Kriminalforsorgen er der herhjemme 36 arresthuse fordelt over hele landet.

/ritzau/