Sharapova skal op mod ung stjerne i kvartfinale

Skrevet af admin

25/01/2015

Mest læste i dag

Maria Sharapova er klar til kvartfinalen i Australian Open efter en problemløs sejr søndag over Shuai Peng fra Kina. Den andenseedede russer vandt 6-3, 6-0.

I næste runde skal Sharapova nok indstille sig på væsentlig større modstand, når den 20-årige Eugenie Bouchard står på den anden side af nettet.

Canadieren har spillet godt hidtil i Melbourne og sendte søndag Irina Begu fra Rumænien ud af turneringen med sætcifrene 6-1, 5-7 og 6-2.

Bouchard nåede sidste år frem til semifinalen, og mange eksperter spår den opstigende stjerne en fremtid som en af sportens dominerende skikkelser.

Canadieren har tabt sine hidtidige tre kampe mod Sharapova, men i sidste års semifinale i French Open formåede hun at presse russeren.

- Hun har spillet utrolig godt. Selvsikkert og aggressivt tennis. Jeg har en hård kamp foran mig, siger den 27-årige Sharapova, der i 2008 vandt Australian Open.

Hendes landsmandinde Ekaterina Makarova bookede også en plads blandt de sidste otte med en overlegen sejr på 6-3, 6-2 mod tyskeren Julia Goerges. Det er tredje gang på fire år, at Makarova når så langt.

Hun skal op imod tredjeseedede Simona Halep i kvartfinalen. Rumæneren vandt senere søndag i to sæt med 6-4, 6-2 og Yanina Wickmayer fra Belgien.

23-årige Halep jagter sin første grand slam-sejr. Hun nåede i sidste sæson finalen i French Open og semifinalen i Wimbledon.

- Jeg har mere erfaring nu, og jeg har større selvtillid. Sidste år nåede jeg kvartfinalen her i Australian, og jeg er glad for, at jeg igen spiller op til mit bedste, siger Halep.

/ritzau/AFP