Siemens bygger nyt domicil i Sønderborg

Med nybygningen i Sønderborg investerer Siemens i vidensarbejdspladser, et stort testcenter for udvikling og højautomatiseret produktion.

- Denne langtidsinvestering følger naturligt af virksomhedens kerneværdier ansvarlighed og innovation, siger direktør for industrisektoren i Siemens A/S, Bjarne Lykke Sørensen.

Datterselskabet Siemens A/S Flow Instruments, som med sine 180 medarbejdere er globalt ansvarlig for koncernens udvikling, produktion og markedsføring af højteknologiske flowmålere, flytter næste år sit hovedsæde fra industriparken i Nordborg til det vestlige Sønderborg, tæt på Sønderborgmotorvejens afkørsel 10.

Virksomheden, som med en global omsætning på over 1 milliard kroner er blandt verdens fem førende producenter af flowmålere, har derudover produktion i Dalian (Kina), Haguenau (Frankrig) og Springhouse (USA) såvel som en udviklingsafdeling i New York.

- Sønderborgområdet var et naturligt valg for placeringen af vores nye hovedsæde, især på grund af Syddansk Universitet, som vi har et tæt samarbejde med, og vort engagement i ”Mechatronics Cluster Denmark”, en af landets stærkeste kompetenceklynger, der har sit geografiske omdrejningspunkt i området, tilføjer Ingolf Müller, administrerende direktør for Siemens A/S Flow Instruments.

- Men selvfølgelig har infrastrukturen i almindelighed og den nye motorvej i særdeleshed også været vigtig for vores beslutning, understreger Ingolf Müller.

Det nye domicil bliver på i alt 7.600 kvadratmeter, som fordeler sig på 1.000 kvadratmeter testcenter for udviklingsafdelingen, 4.000 kvadratmeter produktionsareal til en af verdens mest moderne produktionsanlæg for Coriolis flowmålere, og 2.600 kvadratmeter administration.

I bygningen vil Siemens anvende en lang række af egne teknologier for at sikre bedst muligt indeklima, optimal udnyttelse og styring af energiforbruget samt effektiv produktionsstyring.

I dag tages det første spadestik til nye domicil.

 

Dagens Gossip