Silkeborg straffede AGF hårdt med 3-1

13/04/2013 00:50

BNB

Nyheder

Mest læste i dag

Silkeborg gav AGF sit fjerde nederlag i træk og sig selv endnu tre ekstremt vigtige point i bundstriden med en sejr på 3-1. Med Silkeborgs sejr ligger de fire nederste hold i Superligaen alle på 27 point, inden de tre andre hold skal i aktion de næste dage.

AGF's træner, Peter Sørensen havde inden kampen varslet ændringer for at vende de dårlige resultater. I et forsøg på at spille mere direkte forsøgte han til kampen mod Silkeborg at stille op i en 4-3-3-formation.

Det lignede umiddelbart en god ide, for der var betydeligt mere fart over AGF's spil end i de seneste par kampe, men et hav af brændte chancer blev altså straffet af Silkeborg.

Især i første halvleg burde gæsterne have bragt sig foran. Efter bare otte minutter var det tæt på en aarhusiansk føring. Osama Akharaz bragede bolden af sted fra kanten af feltet, men heldigvis for Silkeborgs nye, færøske målmand Gunnar Nielsen var overliggeren i vejen for en hurtig føring til udeholdet.

Senere var både Hjalte Nørregaard og Kasper Kure tæt på med to hovedstød, men det gode spil gav altså ikke gevinst i første halvleg, trods et hav af chancer.

I den anden ende kom hjemmeholdets bedste chance efter en halv time, hvor Christian Holst burde have bragt Silkeborg foran. Nikolaj Ritter lagde en god bold ind i feltet, hvor Holst kom foran AGF's Mikkel Kirkeskov, men hovedstødet landede lige i hænderne på målmand Steffen Rasmussen.

Efter pausen faldt kampen en smule i tempo og niveau, til gengæld blev det endelig til mål. Først rykkede Silkeborgs topscorer, Marvin Pourie flot fri i feltet og udnyttede et hårdt indlæg fra Dennis Flinta, til at bringe Silkeborg i front, men glæden for hjemmepublikummet varede ikke længe, for bare fem minutter efter havde Flinta endnu en gang en fod med i en scoring. Desværre var det i eget net, og så var alt lige igen.

Målene gav igen liv i kampen, og der var chancer i begge ender. Otte minutter før tid sikrede Martin Svensson så de tre vigtige point til Silkeborg, da han på oplæg fra Pourie passerede Steffen Rasmussen med en hårdt fladt spark.

AGF pressede på for endnu en udligning, men i stedet blev det til 3-1 på en kæmpe fejl af AGF's forsvarer Jens Jønsson. Han fumlede gevaldigt med bolden på kanten af feltet, og så snuppede Pourie bolden og satte sikkert bolden i mål.

I næste spillerunde får AGF sin tredje fredagskamp i træk, når de hjemme møder Horsens, mens Silkeborg skal på en endnu en vigtig opgave, når de skal forsøge at tage tre point på Brøndby Stadion.