Skadet forsvarer håber at blive klar til EM-semifinale

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

I 2011 var han med i truppen på det yderste mandat og fik ikke spilletid, da Danmarks U21-landshold i fodbold spillede EM på hjemmebane.

Ved årets slutrunde i Tjekkiet skulle Frederik Sørensen have dannet midterforsvar sammen med Jannik Vestergaard, men den plan blev hurtigt spoleret, da Sørensen måtte udgå efter 25 minutter i 2-1-sejren over EM-værten.

Siden har den Juventus-ejede forsvarsspiller kæmpet for at blive klar, og det kan betyde comeback i lørdagens semifinale mod Sverige i Prag.

- Jeg har arbejdet hårdt med fysioterapeuten, så jeg kan forhåbentlig melde mig klar til lørdag.

- Hver dag har vi øget belastningen med sprint og bold. Det har været lidt med at prøve sig frem. Det ser fint ud, siger 23-årige Frederik Sørensen, der blev skadet i baglåret mod tjekkerne.

Han erkender, at det ikke har været rosenrødt at sidde udenfor i kampene mod Tyskland og Serbien.

- Det var ikke sjovt at blive skadet i den første kamp og så ikke vide, om det blev den sidste.

- Derfor var pladsen i semifinalen en ekstra stor lettelse, når jeg nu har arbejdet hen imod at blive klar til den tid.

- Det er ærgerligt at blive skadet, men det er ens lod. Der er held og uheld, og de, der har taget over, har gjort det fantastisk. Vi har så meget kvalitet på holdet, siger Frederik Sørensen.

Hans plads i midterforsvaret er blevet overtaget af Andreas Christensen, hvis plads på den defensive midtbane i stedet er gået til Jens Jønsson i de to seneste kampe.

Danmark møder lørdag aften Sverige i EM-semifinalen i Generali Arena i Prag.

Tyskland og Portugal møder hinanden i Olomouc i den anden semifinale.

/ritzau/