Domstolen undersøger Lagardes rolle, da hun som daværende finansminister i 2007 godkendte en kompensation fra den franske stat på 285 millioner euro - godt 2,1 milliarder kroner - til Bernard Tapie.
Tapie var storaktionær i sportsfirmaet Adidas, og efter salget af firmaet anklagede han den delvist statsejede bank Credit Lyonnais for at have undervurderet værdien af firmaet, da det blev sat til salg.
Det førte til en voldgiftssag anlagt af Tapie mod den franske stat. Lagarde valgte at afslutte sagen med milliard-kompensationen til Tapie. Sagen kompliceres af, at Tapie var en nær støtte af den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy.
Lagarde blev torsdag afhørt gennem 12 timer, og fredag afgøres det, om hun bliver genstand for en formel efterforskning for sin beslutning om at afslutte tvisten mellem staten og Tapie.
Hun har ikke selv profiteret på sin beslutning, og Lagarde nægter at have gjort noget kriminelt. Men hun mistænkes for at være medskyldig i misbrug af offentlige midler, fordi hun valgte at sidde råd og vejledning i sagen overhørig.
Hvis Lagarde bliver tiltalt, kan sagen ende med at koste hende jobbet som chef for Valutafonden. En talsmand for den franske regering sagde torsdag ifølge Reuters, at Valutafonden formentlig vil bede hende om at trække sig fra posten, hvis det ender med en formel tiltale.
Lagardes forgænger på posten, Dominique Strauss-Kahn, var involveret i en sexskandale i 2011 og trak sig efterfølgende fra jobbet.
57-årige Christine Lagarde var Frankrigs første kvindelige finansminister i perioden fra 2007 til 2011. Magasinet Forbes kårede hende for nyligt som verdens syvende mest magtfulde kvinde.