Sensationsholdet i mændenes håndboldslutspil Mors/Thy var kun én scoring fra at besejre Aalborg i semifinalen og kvalificere sig til kampen om guldet.
Den præstation har vakt opsigt og skyldes ikke mindst en fantastisk hjemmebane med en medrivende opbakning fra en hjemmebane, der har fået øgenavnet Bette Balkan.
I kampen om bronzemedaljer og kvalifikation til europæisk håndbold mod Skjern, kunne hjemmepublikum i Jyske Bank Mors Arena i Nykøbing dog ikke trække deres lokale drenge frem til en ny sensation i den første af to opgør, der blev spillet fredag aften.
Mors/Thy begyndte ellers kampen i den sædvanlige fanden-i-voldske stil og bragte sig foran med tre mål midtvejs i første halvleg. Men Skjerns rutinerede team lod sig ikke overrumple og ved pausen var vestjyderne kun bagud 12-13.
Og i anden halvleg overtog Skjern anført af en velspillende Henrik Møllgaard initiativet og førte længe med to scoringer, indtil hjemmeholdets højre fløj Thomas Bruhn i sidste sekund reducerede til slutcifrene 26-25 til Skjern.
Med den sejr i baghånden ligger det nu til, at grundspillets nummer to, Skjern, kan sikre sig den samlede sejr hjemme i Skjern på fredag og tage bronzen og pladsen i EHF Cup i næste sæson, mens Mors/Thy nok må tage til takke med en ærefuld fjerdeplads.
Men én ting bør man have lært af den præstation, Mors/Thy har præsteret efter kvalifikationen til det første slutspil i klubbens historie. Træner Jan Paulsens hold giver ikke op, før den sidste dommer har fløjtet. Men favoritten til at tage bronzemedaljerne må være Skjern.