Skole sendte 10-årig dreng på 'stroppetur' i frostvejr

Hvor mange runder i skolegården på Korsvejens Skole i Kastrup kan man nå på halvanden time? Den dengang tiårige Casper Pflug Brynald nåede blot 29 omgange på en af årets koldeste dage, 29. januar i år. Det skriver Berlingske.

Udstyret med blok og pen krydsede han af, hver gang han havde tegnet en cirkel i sneen rundt i skolegårdens periferi, mens hans fingre blev mere og mere forfrosne, og skridtene tungere og tungere. Gummiskoene gav ikke megen varme, og tiden sneglede sig af sted. Hvornår han ville blive hentet, vidste han ikke. Han kunne ikke få vanterne af og se på sit ur.

»Det var ikke dejligt på nogen måde. Da jeg gik rundt, blev jeg ked af det, fordi jeg var kold og ikke kunne få varmen. Men jeg gik ikke ind, fordi jeg plejer at gøre det, jeg får at vide. Man er jo helt alene, medmindre der er en anden, der har glemt sit tøj. Man skal bare blive ved med at gå, og tiden går så langsomt, når man bare går og går,« siger Casper Pflug Brynald til Berlingske.

Den onsdag i januar var Casper alene i skolegården, men han er langtfra den eneste af skolens elever, der er sendt på rundtur som straf. Det er nemlig normal procedure på Korsvejens Skole, at elever, som har glemt idrætstøj eller svømmetøj, bliver sendt på rundtur i skolegården med blok og pen for at tælle runder.

En procedure som har eksisteret i næsten to år, men som først for nylig blev nedskrevet og udsendt til forældrene. Det skete, da Caspers mor, Sussie Pflug Brynald, valgte at klage over sin søns tur i skolegården.

Hun mener, at rundturen i skolegården, der er blevet døbt »stroppeture« af lokalavisen 2770 Tårnby, vækker mindelser om den sorte skole fra en svunden tid:

»Den her metode hører hjemme i 40erne eller 50erne. 2014 er mere frigjort end det. Jeg forstår ikke, man vælger at gøre det på den måde. Vi blev meget forargede. Det minder mig om Matador eller lektor Blomme,« siger Sussie Pflug Brynald.

 

Dagens Gossip