Skoleelever giver Løkke nøglerne til Statsministeriet

Skrevet af admin

29/01/2015

Dagens topnyheder

Danmark skal have en ny borgerlig regering.

Sådan lyder konklusionen efter skolevalg 2015, hvor tusindvis af elever fra 8. og 9. klasse på 800 skoler landet over torsdag har været i stemmeboksen og stemt på det parti, de er mest enige med.

Resultatet viser, at Venstre bliver landets suverænt største parti med 27,4 procent. Socialdemokraterne får 17,6 procent, mens Liberal Alliance bliver landets tredjestørste parti med 11 procent af stemmerne.

Samlet får blå blok en komfortabel sejr med 105 mandater, mens rød blok må nøjes med 74.

Johannes Andersen, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i unge og demokrati, er ikke overrasket over resultatet.

- Der har været flere tegn på, at de blå ville gå hen og vinde. Der er i øjeblikket en strømning blandt unge førstegangsvælgere mellem 18 og 20 år, som også går i den retning.

- Så valgresultatet bærer en interessant pejling om, at der ikke er så stor en forskel mellem aldersgruppe og førstegangsvælgere, siger Johannes Andersen.

Akkurat som når det rigtige folketingsvalg bliver udskrevet, har eleverne haft tre uger til at føre valgkamp i. Her har eleverne skullet vælge og lave kampagner for deres mærkesager samt sætte sig ind i partiernes politik.

Det er Folketinget og Undervisningsministeriet, der står bag skolevalget. Formålet med valget har været at motivere de unge til at tage del i demokratiet samt forberede dem på at stemme, når de får stemmeret.

Der bliver igen holdt skolevalg i 2017.

/ritzau/