Skuffet Randers-anfører: Vi styrer kampen fra start

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Det var et oplagt hjemmehold, der skulle spille sig et vigtigt skridt nærmere europæisk fodbold i næste i sæson, der løb på banen i Randers denne aften.

Modstanderen var lokalrivalerne fra Hobro, der højst overraskende, kampens forløb taget i betragtning, løb med 1-0-sejren på et mål af Mads Hvilsom. Og resultatet passede bestemt ikke Randers-anfører, Christian Keller.

- Det var os, der styrede kampen fra starten, og vi havde et kæmpe tryk på dem. Det er klart, de kom op i vores felt, men jeg kan ikke huske andre chancer, end den de scorede på, siger Christian Keller.

Han måtte i øvrigt se sit hold få underkendt to scoringer for offside undervejs i kampen.

- Generelt synes jeg, at vi havde et massivt tryk på dem, men vi formåede bare ikke i dag at forvandle det til scoringer, og så går det nogle gange, som det gjorde i dag, siger en ærgerlig anfører.

Sejren til Hobro var stik i mod spil og chancer, og Randers FC lagde igennem hele kampen et solidt pres på Hobro, der specielt blev udfordret i luftspillet.

- Vi er nødt til at give kredit til Hobro. De kom her og tog kampen op. Vi vidste, at det første mål ville blive meget vigtig, og det gik i mod os. Derefter mistede vi troen på, at vi kunne vinde kampen, siger Randers’ cheftræner, Colin Todd, der var lagt fra tilfreds med resultatet.

- Da vi kom bagud, mistede vi vores momentum, og vi mistede vores selvtillid. Derefter spillede vi på Hobros præmisser med høje bolde ind i feltet, og der var vi ikke gode nok til at variere vores angreb, siger Colin Todd.

Trods nederlaget er Randers stadig placeret på den vigtige fjerdeplads i Superligaen, der udløser en billet til europæiske kampe.

/ritzau/