Slagne Labour vil udpege ny leder til efteråret

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

Det britiske oppositionsparti Labour led et fælt nederlag ved parlamentsvalget i sidste uge, og partiet skal til efteråret vælge ny leder, efter at Ed Miliband har trukket sig fra posten.

Det skal ske 12. september, meddeler partiledelsen, hvilket har udløst bekymring over, at oppositionen dermed kommer til at stå uden en stærk leder i månedsvis.

Andre i partiet mener dog, at det er fint, at man får tid til at finde fodfæstet efter valgnederlaget.

- Labour led et alvorligt nederlag ved parlamentsvalget, og i de kommende uger har vi brug for en åben og ærlig debat om, hvordan vi kommer videre, siger Harriet Harman, Labours næstformand, som blev konstitueret leder efter Milibands afgang.

Ed Miliband trak sig fredag få timer efter, at valgsejren til Det Konservative Parti med premierminister David Cameron i spidsen var kendt.

Den slagne partileder gentog flere gange, at han bar ansvaret for det elendige valg, hvor Labour blandt andet blev fejet fuldstændigt af banen i Skotland.

Miliband havde styret partiet mod venstre. Blandt andre den tidligere partileder og premierminister Tony Blair har sagt, at det er nødvendigt at trække mod midten, hvis Labour igen skal vinde magten.

Partiets handelsordfører, 36-årige Chuka Umunna, er bookmakernes favorit til formandsposten.

Også ordførerne for henholdsvis indenrigsanliggender og sundhed, Yvette Cooper og Andy Burnham, ventes at stille op.

/ritzau/Reuters