Sløser med pengene: Skat får høvl for dyrt milliardprojekt

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

Skat er endt med en regning på omkring halvanden milliard kroner for en såkaldt "systemmodernisering", der oprindeligt var udset til at koste omkring en tredjedel.

Og det er ikke tilfredsstillende, fastslår Rigsrevisionen i en ny beretning.

Rigsrevisionen understreger desuden, at den tredobbelte regning kun er "foreløbig", og at arbejdet med systemmoderniseringen er blevet op til fem år forsinket.

De første dele af moderniseringen - der blandt andet omfatter TastSelv Erhverv - blev sat i gang tilbage i 2004. Andre dele blev sat i søen i årene efter, men skatteborgerne har stadig til gode at se det endelige, færdige resultat af de i alt seks projekter, der blev igangsat i 00'erne.

I mellemtiden har Skat været igennem en lang række afskedigelsesrunder, der har barberet antallet af ansatte med omkring 40 procent.

Rigsrevisionen kritiserer også, at Skat ikke har opgjort målopfyldelsen - eller i dette tilfældet manglen på samme - for to af i alt fem projekter, og beretningen fra Rigsrevisionen får nu Statsrevisorerne til at svinge den store rive over Skat.

Statsrevisorerne "kritiserer skarpt" Skats mangelfulde styring af den stærkt forsinkede og fordyrede systemmodernisering. Og skatteminister Benny Engelbrecht (S) tager da også kritikken til sig.

- Jeg ærgrer mig naturligvis over Rigsrevisionens konklusioner og medgiver, at meget skulle være gjort anderledes. Vidste man for 10 år siden, hvad vi ved i dag, er jeg overbevist om, man ville have håndteret forløbet anderledes, er skatteministeren citeret for i en pressemeddelelse.

- Det er over 10 år siden, at systemmoderniseringen blev indledt af den forrige regering. Vi må erkende, at Skat på daværende tidspunkt ikke var klar til at påtage sig en så stor opgave, fastslår han.

- Det er ingen undskyldning. Men fordi vi er klogere i dag, tager vi også ved lære af de dyrt købte erfaringer, vi har høstet siden 2004, lyder det fra ministeren.

Rigsrevisionen konkluderer desuden, at udfaldet af systemmoderniseringen også falder tilbage på leverandørernes indsats.

/ritzau/