Slotsvej i Gram åbner igen

Siden slutningen af november har bilister, der skulle køre på Slotsvej i Gram, måtte finde sig i, at de skulle ud på en midlertidig vej, da Slotsvej har været spærret for gennemkørsel. Det skyldes, at der bliver arbejdet med et stort naturprojekt og at arkæologerne har skullet have tid til at foretage udgravninger.

Men projektet er nu så vidt, at Slotsvej kan åbnes igen, og det sker i løbet af i dag, oplyser Haderslev Kommune.

Der kommer ikke asfalt på Slotsvej i denne omgang. Vejen skal lige have repareret lidt kantsten og cykelsti, inden der kan asfalteres. Hvornår det sker, er endnu ikke planlagt, og det kan ikke afvises, at det bliver nødvendigt at spærre af igen. Den midlertidige vej bliver derfor liggende lidt endnu.

Natursstyrelsen, Haderslev Kommune og Gram Slot har samarbejdet omkring det store naturprojekt, der blandt andet betyder, at vandspejlet på søen er renset op, og at der er blevet etableret et helt nyt å-løb på cirka 1 kilometer rundt om søen. Det er i forbindelse med den sidstnævnte del af projektet, at det har været nødvendigt at spærre vejen.

Datoen for indvielsen af naturprojektet er endnu ikke fastsat.

 

Dagens Gossip