Slut med østrigsk skattely for millionærer

13/04/2013 13:43

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

EU's seks største lande har i forbindelse med weekendens uformelle økonomi- og finansministermøde i Dublin slået sig sammen i håb om for alvor at få gjort op med skattely og skatteparadiser inden for EU.

- Vores budskab til dem, der prøver at slippe for at betale skat, er følgende: De steder, hvor I kan gemme jer, bliver mindre og mindre, siger Storbritanniens finansminister, George Osborne, forud for lørdagens drøftelser.

Osborne sad fredag aften på et særligt indkaldt pressemøde ved siden af sine kolleger fra Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Polen i en markant magtdemonstration, der åbenlyst lægger pres på den østrigske finansminister.

- Ingen kan benægte, at bankhemmeligheden hører fortiden til. Når Europas seks største hovedstæder går i takt, sender det et stærkt signal, som ingen kan modstå, sagde den franske minister, Pierre Moscovici.

EU-Kommissionen har flere gange peget på, at EU-landene går glip af årligt 1000 milliarder euro i skat på grund af de hemmelige konti.

Men en ændring af EU's fælles skatteregler kræver fuld enighed.

Så selv om det de senere år er lykkedes at få lande til at love at trække skat anonymt på de hemmelige konti og sende dem til kontohavernes hjemlige skattemyndigheder, er der stadig ingen fælles aftale om at udveksle konkrete oplysninger om kontohaverne.

Især Luxembourg og Østrig har stået fast på bankhemmeligheden. Men efter at regeringen i Luxembourg i den forløbne uge har erklæret sig rede til at begynde at udveksle informationer fra 2015, ser Østrig ud til at stå alene.

Østrigs finansminister, Maria Fekter, har lovet at kæmpe "som en løve". Hun siger ved ankomsten til lørdagens møde, at Østrig er meget samarbejdsvillig. Men at den anonyme skatteopkrævning må være nok.

- Automatisk udveksling af information vil være et enormt indgreb i folks privatliv. Det vil give staten mulighed for at stikke snuden dybt ned i kontohavernes private forhold, sagde Fekter fredag.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) deltager af private grunde ikke i lørdagens møde. Men hun erklærede sig fredag meget optimistisk i håbet om, at det endelig vil lykkes at gøre op med bankhemmeligheden.

/ritzau/