Små børn ser porno

Det er virkeligheden for de ansatte på JanusCentret, der indsamler viden og arbejder med børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd. Her oplever man i stigende grad, at små børn har »bekymrende pornografiske vaner«, skriver metroxpress.

»Det såkaldte bekymrende pornoforbrug er steget inden for de senere år. Det er bekymrende, fordi det ikke drejer sig om unge i puberteten, men små børn helt ned til otteårsalderen,« siger direktør Mimi Strange.

Ifølge Red Barnets psykolog, Kuno Sørensen, kan det få store konsekvenser, hvis børn har et pornoforbrug.

»Børn bliver ikke ophidset ved at se andre have sex. Men pornografien bliver en skræmmende verden, som de ikke kan bearbejde, og der er en stor risiko for, at de udlever det og afprøver det ved at stikke ting ind i kroppen på andre børn eller have samleje med dem,« siger han.

Børn og unge fra fire til 18 år, der forgriber sig på andre børn eller på anden måde viser seksuelt grænseoverskridende opførsel, bliver behandlet på JanusCentret, og diversiteten blandt børnene er stor.

»Nogle er selv blevet misbrugt, nogle har autistiske tendenser, og andre er normalt begavede. Ingen børn er ens, men vores børnepsykologer laver typisk en psykologisk undersøgelse og behandling af barnet, der kan tage op til et år. Vi taler derudover med barn, forældre, lærere og andre voksne,« siger Mimi Strange til metroxpress.

 

Dagens Gossip