Smukfest rykker til København

Pet Shop Boys, Nephew, Magtens Korridorer og Rasmus Seebach er blandt de optrædende, når Smukfest Copenhagen for første gang afholdes på 10-øren på Amager Strandpark.

- Vi er mange gange blevet opfordret til at lave noget Smukfest i København, der jo er hjemby for omkring en tredjedel af de gæster, der besøger os i skoven og mange af vores medhjælpere. Billetsalget til festivalen i Skanderborg er gået stærkere end nogensinde – og da vi ikke kan udvide i skoven tænkte vi, at tiden måtte være inde til at prøve kræfter med et arrangement i hovedstaden, siger Claus Visbye, formand for Skanderborg Festivalklub.

- Smukfest Copenhagen bliver nu ramme om sommerens eneste Københavner-koncerter med Pet Shop Boys, Nephew, Magtens Korridorer og Rasmus Seebach – og udover masser af musik, kan vi love, at et stort hold af gode Smukfest-medhjælpere er på plads, så vi kan garantere vanlig stil og service, som publikum kender det fra bøgeskoven.

Smukfest Copenhagen er tænkt som et årligt arrangement – der gerne må vokse sig større med tiden.

Claus Visbye fortæller, at festivalledelsen blandt andet har hentet inspiration i udlandet:

- Det er jo blevet meget almindeligt at markante internationale festivaler enten afholdes flere gange på samme sted eller flytter rundt under samme navn. Store festivaler som Coachella i Californien og ACL i Texas er eksempler på det første – mens eks. Lollapalooza, V Festival og Mysteryland alle er stærke festivalbrands, der afholdes i flere forskellige lande eller byer, forklarer Claus Visbye og fortsætter:

- Vi føler selv, at vi har et stærkt og originalt brand i Smukfest, som vi gerne vil dele med flere end vi kan i Skanderborg. Derfor Smukfest Copenhagen – der skal være en markant og tilbagevendende begivenhed, hvor vi kan præsentere internationale og danske navne i smukke rammer.

Smukfest Copenhagen foregår den 14. og 15. august. Billetsalget starter den 24. marts på Billetlugen.dk.

 

Dagens Gossip