Soldaterformand: Alt i Irak-sagen skal lægges åbent frem

Skrevet af admin

17/07/2015

Mest læste i dag

Da den nye Venstre-regering bebudede, at den omdiskuterede Irak- og Afghanistankommission skulle nedlægges, tog Flemming Vinther, der er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, det rimeligt roligt.

Fredag er han knap så rolig, efter at det kom frem, at Forsvarets Auditørkorps - den uafhængige militære anklagemyndighed - nu vil undersøge, om der kan rejses straffesager i forbindelse med Forsvarets fangebehandling og overdragelse af fanger til de irakiske myndigheder.

- Jeg tog det rimeligt afslappet, da denne her kommission blev nedlagt, men jeg må da sige, at med alt det, der begynder at dukke op her, så begynder jeg at overveje, om det ikke var en god idé at lade kommissionen gøre sit arbejde færdigt, siger Flemming Vinther.

- Vores medlemmer fortjener ikke, at der skal blive ved med at være usikkerhed om, hvad der er foregik, og hvem der gjorde hvad.

Ifølge dokumenter, som Politiken har fået aktindsigt i, udleverede danske officerer i Irak - i strid med en direkte ordre fra Forsvarsministeriet i maj 2004 - tilbageholdte fanger til irakiske myndigheder på et tidspunkt, hvor Irak havde indført dødsstraf også for mindre forbrydelser.

Trods ordren fandt overlevering ifølge Politiken sted 12 gange.

Auditørkorpset skal også undersøge, hvordan centrale dokumenter og en hel elektronisk database er forsvundet. Ifølge Forsvaret er de konstateret "tabtgået".

- Lad os en gang for alle få det undersøgt og så få lukket sagen. Jeg var så naiv at tro på, at tingene var afdækket. Men så må man også kunne lægge alt åbent frem. Det ser så ud til, at det har man ikke nogen interesse i, hvad der i sig selv er problematisk, siger Flemming Vinther.

- Lige så snart journalister får aktindsigt, så kommer den ene mærkelig sag efter den anden. Jeg har ingen interesse i, at mine medlemmer skal gå resten af deres tid med et eller andet halvstempel på sig om, at det, der foregik i Irak, vist ikke var lige efter bogen.

- Jeg er sikker på, at vores medlemmer kan stå på mål for det, de har foretaget sig.

/ritzau/