Sommertidens hårdeste kritiker: Drop nu det bøvl

Vi skal til det igen.

Sommertiden er over os, og dermed er det tid til huskeregler, fremrykkede havemøbler og fare for misforståede mødetider.

Natten til søndag går klokken fra 02.00 til 03.00, som havde jorden åbnet sig og opslugt en time af vores allesammens tid.

Det huer bestemt ikke Jørgen Friis Bak.

»Det er noget forfærdeligt bøvl,« siger han.

Som formand for Landsforeningen mod Sommertid er han sandsynligvis den mand i kongeriget, som er mest træt af netop sommertid, og han har derfor brugt de seneste 14 år på at kæmpe for at få den droppet.

»Sommertid er et af de få irritationsmomenter, som kan afskaffes, uden at det koster noget. Vi kan jo bare blive enige om ikke at stille på tiden. Hvorfor gøre ting så besværlige, når man bare kan lade være,« spørger han.

Formålet med sommertid er som bekendt at spare energi ved at udnytte dagslyset bedre. Finten har været ændret flere gange, siden den blev indført i Danmark i 1916. Den blev senest ændret i 1980, da man indførte de nuværende regler om, at skiftedagen falder sidste søndag i marts.

Andre steder på kloden begynder sommertiden på helt andre datoer - i USA er det for eksempel 9. marts - og på den sydlige halvkugle er det lige omvendt. De skal til at gå tilbage til det, som mange fejlagtigt kalder vintertid - i virkeligheden hedder det bare normaltid.

De mange tidsskift er en udfordring - ikke mindst for transportsektoren, påpeger Jørgen Friis Bak.

»Alle flyselskaberne har et kæmpe koordineringsarbejde med at justere deres afgange og ankomster. Det siger sig selv, at sådan noget koster,« siger han.

For DSB betyder skiftet til sommertid, at tog, der afgår i sommertid og ankommer i normaltid, kommer til at være en time forsinket.

Derudover bliver enkelte ankomsttider justeret med få minutter, fortæller trafikinformationschef Tony Bispeskov.

»Nogle enkelte tog får nogle minutjusteringer for bestemte stationer, men det er slet ikke i samme omfang som i efteråret, hvor vi skal rykke tiden en time tilbage, forklarer han og tilføjer, at skiftet til sommertid normalt ikke volder passagererne store problemer.«

DSB opfordrer dog passagerer til at være opmærksomme på de senere ankomsttider, hvis de er afhængige af at være fremme på et bestemt tidspunkt.

Spørger man Landsforeningen Mod Sommertid er det blot endnu et eksempel på alt det bøvl, der er forbundet med sommeren. Og selv om en afskaffelse har lange udsigter, fortsætter kampen, understreger Jørgen Friis Bak.

»Vi kan ikke gøre det alene her i Danmark, for vi skal have overbevist hele EU. Så du kan godt sige, at det er et større projekt, vi har gang i.«

 

Dagens Gossip