SR: Løkkes nye nulvækst-fif skaber usikkerhed

Skrevet af admin

03/02/2015

Mest læste i dag

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skaber usikkerhed om velfærden med sin nye melding i Berlingske om offentlig nulvækst, som rejser flere spørgsmål end svar.

Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, nu da Løkke lemper kravet om offentlig nulvækst, hvis der bliver et blåt flertal efter det kommende folketingsvalg.

Hvis det blå flertal sparer i det offentlige, kan der blive råd til mere velfærd, lyder det fra Lars Løkke.

- Det skaber enorm usikkerhed om, hvilket eksperiment med velfærden Løkke kaster Danmark ud i. Han giver mandat til nulvækst, selv om der kommer flere ældre og syge, og unge skal uddannes.

- Han finder penge ved at skære i overførsler. Løkke giver mandat til at spare på folkepension, dagpenge og kontanthjælp, siger Jesper Petersen.

Spørgsmål: - Beskar SR-regeringen ikke stigningstakten for overførsler som folkepension, efterløn og dagpenge i skattereformen, som sænkede selskabsskatten?

- SR-regeringen har bevist, at vi kan skabe styr på økonomien og forbedre konkurrenceevnen og samtidig bruge flere penge på velfærd som ældremilliarden og bedre behandling for kræftpatienter, siger Jesper Petersen.

De Radikales uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, tvivler også på Løkkes nye toner om nulvækst og anfører, at der bør være råd til at investere i den offentlige sektor, hvor der skal undervises unge, passes småbørn eller plejes ældre.

- Det lyder som en ren tilståelsessag. Det er vigtigt, at der er råd til investeringer i offentlig service. Samtidig er det nødvendigt at gennemføre flere reformer for at øge beskæftigelsen, siger Sofie Carsten Nielsen.

Med Venstres udgiftsstop må udgifter til daginstitutioner, skoler og sygehuse stige i takt med lønninger og priser. Men overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp, SU og folkepension, ligger ifølge Løkke uden for det offentlige forbrug.

/ritzau/