Stem på din borgmester i gymnasiets kantine

13/04/2013 11:30

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Valgsteder skal rykkes ud, hvor folk er - for eksempel på uddannelsesinstitutioner, for at rette op på den stadigt faldende valgdeltagelse, som især er udbredt blandt de unge vælgere.

Ved kommunalvalget i 2009 var den samlede valgdeltagelse på små 66 procent, hvilket er det laveste i 35 år. For de unge lå valgdeltagelsen helt nede på 46 procent.

Det er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der opfordrer kommunerne til at udnytte en ændring af valgloven, der giver kommunerne nye muligheder for, hvor de kan placere valgsteder til brevafstemning.

I Ringsted Kommune tager man godt imod opfordringen. Her har politikerne og de ansatte en række forslag til, hvor brevstemmestederne kan placeres, når der er kommunalvalg den 19. november.

- Vi har tænkt på, at vores turistbus, der bliver brugt som turistinformation på torvet om sommeren, kan placeres nogle dage ved stationen, nogle dage i undervisningsområdet Campus, og så vil vi også holde ved et stort indkøbscenter, fortæller Dorthe Jakobsen, der er funktionsleder i byrådssekretariatet.

Også i en række andre kommuner har man travlt med at se på, om man bl.a. skal give de unge mulighed for at brevstemme på deres skoler.

- Med 99,9 procent sikkerhed kan man brevstemme på uddannelsesinstitutionerne til efteråret, siger Steen Dahl Pedersen, chefjurist i Herning Kommune.

Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er man umiddelbart begejstret for ideen med at placere brevstemmesteder på skolerne.

- Det er et rigtig godt tiltag. Det kan ikke stå alene, men jeg tror, det kan være et redskab til at gøre flere unge opmærksomme på, at kommunalvalget er rigtig vigtigt, siger formand Malene Nyborg Madsen.

Ideen bliver også bakket op af valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

- Studier fra udlandet viser, at den fysiske afstand betyder noget. Jo længere der er at gå, jo mindre er sandsynligheden for, at folk går hen og stemmer. Så det vil nok have en effekt, siger han.

/ritzau/