Stjernens loyalitet har løftet Dortmund ud af krisen

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Det vakte opmærksomhed, da det for to uger siden lykkedes Borussia Dortmund at forlænge kontrakten med sin mest ombejlede spiller, den tyske landsholdsprofil Marco Reus.

Ikke blot fordi Reus efter sigende var på ønskesedlen i de fleste storklubber i Europa, men også fordi Dortmund på det tidspunkt var i sin dybeste sportslige krise i årevis.

En vigtig sideeffekt var, at Reus' eftertragtede autograf åbenbart virkede som en slags energidrik på holdkammeraterne: Det ellers så usikre mandskab er nu oppe på tre sejre på stribe.

- Alle var glade for, at han besluttede sig for at blive, for han er en virkelig god spiller. Det har givet os et løft, siger Dortmund-stopperen Neven Subotic ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er altid hårdt, når de bedste spillere forlader klubben, og det er ofte sket for os i de senere år. Så det er et stort fremskridt, at klubben er i stand til at holde på spillere som ham, siger Subotic.

Tirsdag aften skal Dortmund-spillerne på besøg hos Juventus i den første 1/8-finale i Champions League.

Mod det suveræne italienske tophold får tyskerne formentlig hænderne fulde, men spillerne kan altså læne sig op ad den nyfundne selvtillid i jagten på et godt udgangspunkt før returkampen.

- Det er svært at sige, hvad der har forandret sig, for vi har hele tiden forsøgt at gøre de samme ting, siger Neven Subotic.

- Vinterpausen var vigtig for os, fordi vi fik ro til at træne sammen et par uger. Dermed nåede vi alle til den samme side i taktikbogen, og nu kan vi spille det spil, vi gerne vil, forklarer forsvarsspilleren.

I generalprøven forud for braget mod Juventus vandt Dortmund fredag aften med 3-2 over Stuttgart.

Dermed er holdet rykket op på en 12.-plads tre point fra nedrykningszonen.

/ritzau/