Efter Aalborg-sejr på 29-21 i det første opgør har nordjyderne dermed sat KIF Kolding eftertrykkeligt på plads i de to DM-finaler. Triumfen kommer i Nikolaj Jacobsens debutsæson som cheftræner - og den tidligere landsholdsspiller er glad for, at det nu endelig lykkedes ham at vinde en finale, efter han som assistent i både Viborg og BSV har tabt en række pokal- og DM-finaler.
- Det er lidt en forbandelse, der er brudt for mit vedkommende. Jeg har været i tre DM-finaler og to pokalfinaler tidligere, men det er ikke lykkedes mig at vinde en eneste. Det er lidt irriterende, når man er vant til at vinde de fleste af dem som spiller, griner Jacobsen, der som spiller vandt flere titler med GOG og THW Kiel.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt over, at det er lykkedes. Det overrasker mig i dag, at KIF ikke har mere at komme med, for det bliver meget let for os. Kampen dør jo ud i starten af anden halvleg. Det er to hold med meget forskellige formkurver, der har mødtes i de her finaler. Et Aalborg-mandskab med masser af selvtillid, hvor tingene kører, og så er KIF-hold, der kæmper med en del skader ikke kan få tingene til at fungere. Hvis jeg skal være ærlig, så er det her jo ikke det reelle styrkeforhold mellem holdene. Men det kan vi være ligeglade med, for vi står med guldet, lyder det fra Jacobsen.
Nu ser træneren frem til, at han og spillerne skal fejre guldmedaljerne i de kommende dage.
- Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der skal ske sådan lige nu her i aften. Men vi skal da fejre det på en eller anden måde. Og så tager vi af sted på bødekassetur til Mallorca i morgen. Der skal vi have afsluttet sæsonen på en god måde. Vi har en række store personligheder, der stopper i klubben, og dem får vi også mulighed for at tage en god afsked med der, siger Nikolaj Jacobsen.