Stormen Ole hærger i det nordlige Norge

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

Omkring 50.000 mennesker fra midten af Norge og opefter var lørdag aften uden strøm i deres huse, efter at stormen Ole var braget ind over landet.

Der var ikke umiddelbart meldinger om personskader som følge af uvejret, men politiet måtte bede indbyggerne holde sig inden døre i store dele af det nordlige Norge, hvor stormen Ole ramte.

- Flere broer og veje i distriktet er lukket, færgeforbindelser indstillet, og store dele af Lofoten er uden strøm, siger kommunikationsrådgiver Jannike Dyrhaug ved Midtre Hålogaland politidistrikt.

- Politiet anmoder befolkningen om at holde sig indendørs og være forberedt på pludselige omslag i vejret. Det er ikke tilrådeligt at køre bil i store dele af politidistriktet, siger hun.

Flere steder er færge- og flytrafik lammet, og i Vestvågøy måtte to familier på i alt otte personer forlade deres hjem på grund af store materielle skader på husene.

De områder, der er hårdest ramt af stormen, er Trøndelag, Nordland og Troms.

I Bodø har politiet afspærret flere gader i centrum af byen med hjælp fra civilforsvaret. Stormen hvirvlede sneen op og skabte dårlig sigtbarhed, og i gaderne havde vinden knust flere ruder.

Det er forbundet med høj risiko at bevæge sig udenfor, mens Ole fejer over byen, siger operationsleder Elisabeth Eide ved Salten politidistrikt.

- Vi har tagsten og tagplader, der blæser af tagene og ramler ned på gaden. Derfor spærrer vi centrum for al trafik. Vi vil absolut ikke have nogen færdsel der nu, siger hun til det norske nyhedsbureau NTB.

I Bodø lufthavn er al flytrafik indstillet på grund af uvejret, og det samme gælder SAS' fly til og fra Oslo lørdag eftermiddag.

I Widerøe var flyvningerne i første omgang indstillet frem til klokken 15.

Stormen har også kappet elektriciteten flere steder, og det har betydet, at mange ikke har telefonforbindelse til omverdenen.

Ifølge Norges meteorologiske institut er det Salten, Lofoten og Vesterålen, der vil få det værste vejr i weekenden. Disse områder kan opleve vindstød på op mod 35 til 45 meter i sekundet.

Stormen kan give høje bølger og efterfølgende oversvømmelser i kystområderne, lyder advarslen på vejrsitet yr.no.

/ritzau/NTB