Straffespark spolerer Basels aften mod FC Porto

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

FC Porto står med et glimrende udgangspunkt for at komme videre fra 1/8-finalerne i Champions League.

Onsdag aften spillede den portugisiske fodboldklub 1-1 ude mod FC Basel i den første af to kampe.

Hjemmeholdet var ellers længe på sejrskurs, men et mål af Danilo på straffespark med cirka 10 minutter tilbage af kampen ødelagde den gode stemning for Basel.

FC Basel var kommet foran allerede efter 11 minutters spil, da Derlis Gonzalez scorede.

Tidligt i anden halvleg nåede FC Porto at juble meget længe, da Casemiro troede, at han havde udlignet.

Dommer Mark Clattenburg annullerede dog helt korrekt scoringen efter at have konfereret med en af sine dommerkolleger.

Det skyldtes, at Basel-målmanden Tomas Vaclik blev generet af flere Porto-spillere, der stod i offside-position, da Casemiro afsluttede.

Det endte alligevel med portugisisk jubel, og FC Porto vil utvivlsomt være tilfreds med det uafgjorte resultat.

Portugiserne vandt deres gruppe uden at tabe en eneste af de seks gruppekampe.

/ritzau/