Studie: Hormonbehandling øger kvinders risiko for kræft

Skrevet af admin

13/02/2015

Mest læste i dag

Kvinder i overgangsalderen, der får hormonterapi, har 40 procent større risiko for at få kræft i æggestokkene - også selvom de kun er i behandling i en kort årrække.

Det viser et stort internationalt studie i Nordamerika, Europa og Australien af 21.500 kvinder, der alle har været ramt af kræft i æggestokkene.

Resultaterne er blevet publiceret i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Undersøgelsen er den største nogensinde af sin slags, og den analyserer risikoen for at få kræft ved brug af hormonterapi som erstatning for kvindekroppens egen produktion af østrogen.

Behandlingen med hormonterapi har i mange år været sat i forbindelse med en øget risiko for kræft i æggestokkene. En sygdom, der ofte bliver opdaget for sent.

- Blandt kvinder, der får hormonterapi i fem år fra omkring 50-års-alderen, vil der være omkring ét ekstra tilfælde af æggestokkræft for hver 1000 kvinder, der får behandlingen, siger Richard Peto, professor ved Oxford University.

Hormonterapien består typisk af de kvindelige hormoner østrogen eller progestogen, der mindsker symptomerne ved overgangsalderen såsom hedeture, skedetørhed og manglende lyst til sex.

Studiet viser en øget risiko for kræft ved både østrogen- og progestogenbehandling. Risikoen blev dog mindsket i årene, efter at kvinderne i undersøgelsen var stoppet med hormonterapi.

Ifølge Rod Baber, der er gynækologiprofessor ved University of Sydney og præsident for Det Internationale Selskab for Menopause, har studiet skaffet tiltrængt klarhed.

Tidligere studier har nemlig vist enten en markant øget risiko for kræft - eller ingen overhovedet.

Han tilføjer dog, at den overordnede risiko ved at få hormonterapi i faktiske tal er meget lille.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammes cirka 600 danske kvinder hvert år af kræft i æggestokkene. Sygdommen giver ikke synlige symptomer og opdages derfor ofte meget sent.

De skandinaviske lande har en af de allerhøjeste forekomster af æggestokkræft.

/ritzau/AFP