Svensk U21-stjerne beklager hån mod Danmark ved EM

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Følelserne tog over, da John Guidetti blev interviewet til tv, kort tid efter at det svenske U21-landshold i fodbold havde besejret Danmark med 4-1 lørdag aften i EM-semifinalen i Prag.

- Man kan ikke sige, at det er let at møde os, når man taber 1-4. Det er lidt pinligt.

- Vi vandt med 4-1, vi var helt overlegne. Det er det dårligste hold, vi har mødt i turneringen, fik John Guidetti ifølge Aftonbladet blandt andet sagt til TV12.

Sveriges 1-0-målscorer havde fået det indtryk, at de danske spillere regnede med at vinde kampen nemt, hvilket vakte en vis undren hos danskerne.

Lidt senere var John Guidetti åbenbart kølet lidt af. I hvert fald var han noget mere afdæmpet i sine udtalelser.

- Det var lige efter, at vi havde kvalificeret os til finalen, og der var mange følelser. Der var måske lidt for mange, så det vil jeg gerne undskylde lidt for, sagde han.

Sverige skal i EM-finalen tirsdag møde Portugal, der udraderede Tyskland med cifrene 5-0 i lørdagens første semifinale.

Sverige og Portugal mødtes også i gruppespillet. Den kamp endte 1-1.

/ritzau/