Svenske aviser: Borgerlig blok er aftalens vinder

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Oppositionen står tilbage som den store vinder, efter at Sveriges mindretalsregering og den borgerlige blok Alliansen lørdag indgik en samarbejdsaftale, der muliggør et samarbejde uden om det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna.

Det vurderer flere svenske aviser om aftalen, der samtidig betyder, at svenskerne alligevel ikke skal til nyvalg i marts.

Aftonbladet skriver, at vælgerne er de største sejrherrer, da de ikke skal til noget unødigt valg, men herefter kommer den borgerlige blok, som mangler en velkendt frontfigur efter Fredrik Reinfeldts exit som statsminister.

- Vinderen må også siges at være Alliansen. De var hårdt sårede efter efterårets valgnederlag, den nye leder for Moderaterna er ikke engang valgt, så udsigterne til et godt resultat ved det nye valg var ikke så store, skriver kommentator Lena Mellin.

Også Dagens Nyheter mener, at den borgerlige blok står sejrrigt efter aftalen.

- Der findes gevinster for både regeringen og Alliansen, men den største vinder er alligevel Alliansen. De borgerlige vinder genhør for deres forslag, som skal gøre det lettere for en mindretalsregering at styre Sverige, og frem for alt bevarer de blokpolitikken, skriver avisens politiske kommentator Ewa Stenberg.

I Expressen konstaterer K-G Bergström:

- Socialdemokraterna blev tvunget til at give de største indrømmelser i aftalen.

Avisen Sydsvenskan er imidlertid mere forbeholden med at kåre en vinder efter aftalen, som ifølge planen gælder frem til valgåret 2022.

- Er det godt eller dårligt? Det er op til hver enkelt at bedømme. Nogen soleklar vinder er der ikke. Derimod er der en taber: Sverigedemokraterna, skriver Olle Lönnaeus.

Det indvandrerkritiske parti har bebudet, at man vil rejse et mistillidsvotum til statsminister Stefan Löfven. Det synes dog helt usandsynligt på baggrund af den nye aftale, der blev offentliggjort lørdag.

/ritzau/