Svenske butikker sætter vagter ind efter Ikea-drab

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Sikkerhedsvagter skal passe på kunderne i butikker tæt på det Ikea-varehus i Sverige, hvor to personer mandag blev stukket ihjel. En tredje er hårdt såret og opereres mandag eftermiddag akut.

Efter det blodige knivoverfald er butikschefer i andre forretninger i færd med at kontakte vagtselskaber, fordi kunder og personale i Västerås følger sig utrygge, skriver den lokale avis Västmanlands Läns Tidning (VLT).

- For at give dem og kunderne tryghed er vi ved at kalde vagter ind, siger Torbjörn Kvist fra supermarkedet Ica Maxi, der ligger tæt ved det Ikea-varehus, som var ramme om knivoverfaldet.

Ikeas varehuschef, Mattias Johansson, fortæller til VLT, at Ikea-personalet er dybt chokerede over mandagens knivdrab.

Ingen blandt personalet er kommet noget til.

- Det er en forfærdelig dag, og mine tanker går til de pårørende, siger han.

Hele Erikslund Shopping Center, som Ikea er en del af, er afspærret. Ifølge centrets Facebook-side vil det være lukket resten af dagen.

Västerås ligger omkring 100 kilometer nordvest for Stockholm

/ritzau/TT