Svenske partier enige om samarbejdsaftale

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Sveriges regering og opposition er enige om en aftale, der muliggør samarbejde uden om Sverigesdemokraterna. Det betyder, at svenskerne alligevel ikke skal til ekstra-valg i marts.

Det fremgår af udtalelser fra statsminister Stefan Löfven og andre partiledere, der lørdag holdt pressemøde i Riksdagen i Stockholm.

- Regeringen er nået til enighed med de borgerlige alliancepartier, og der bliver ikke udskrevet et nyt valg, siger Löfven, som holdt pressemøde i Riksdagens pressecenter sammen med ledere fra fem andre partier.

Ud over Socialdemokraterna deltog Moderaterna, Miljöpartiet, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna i pressemødet.

Regeringen og oppositionspartierne har ført hemmelige forhandlinger om, hvordan et nyvalg kunne forhindres. Kilder i regeringen siger til det statslige tv, SVT, at forhandlingerne har haft fokus på, hvordan Sverige skal kunne styres af en mindretalsregering, og hvordan en sådan regering kunne få vedtaget en finanslov.

Anna Kinberg Batra, der leder det konservative parti Moderaterna, var helt i overensstemmelse med Löfven på pressemødet.

Batra gentog, hvad Löfven påpegede om, at mindretalsregeringer har været reglen snarere end undtagelsen i Riksdagen.

– Ingen enkeltpartier kan længere kræve regeringsmagten i Sverige. Dagens aftale forstærker og bekræfter det, som har været praksis, siger Batra.

- Den statsministerkandidat, som har størst støtte, skal have muligheden for at få sit finanslovforslag igennem, siger Löfven.

Ved en afstemning i begyndelsen af december, hvor regeringens finanslov faldt, stemte det indvandrerkritiske højrefløjsparti, Sverigedemokraterna, først på sit eget forslag og derefter på et forslag fra de borgerlige partier i Alliancen.

Det førte til, at regeringens finanslov faldt, og Stefan Löfven måtte annoncere et nyt valg bare 62 dage efter, han blev statsminister.

I et debatindlæg fra 9. december skrev partilederne i Alliancen, at de var villige til at forhandle om reglerne for, hvordan en regering i mindretal kan få vedtaget deres finanslov.

Det svenske nyvalg, der ikke officielt var udskrevet, skulle efter planen først afholdes 22. marts.

/ritzau/TT