Svensker indrømmer remis-snak med portugiser

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

Italiensk fodbold er på ny i oprør over, hvad folkene i støvlelandet kalder aftalt spil, som de også mente efter den berømte 2-2-kamp mellem Sverige og Danmark ved EM i 2004.

Onsdag aften besejrede Italien England i sidste gruppekamp ved U21-EM, og så kunne holdet komme videre til semifinalen, hvis bare ikke Portugal og Sverige spillede uafgjort. Men det var lige præcis, hvad holdene gjorde.

På en svensk scoring i de sidste minutter endte opgøret 1-1, og efter scoringen indrømmer en svensk spiller, at han snakkede med en portugiser om at tage det roligt, for nu var begge hold videre.

- Efter 1-1-målet snakkede vi lidt. Jeg sagde bare til Bernardo Silva, at vi skulle tage det lidt roligt. Begge gik jo videre. Så Portugal trak sig tilbage, og vi trak os tilbage og ventede på, at dommeren skulle fløjte af, siger Victor Nilsson Lindelöf til Expressen.

Han giver dog ikke meget for italienernes beskyldninger om snyd, for det var kun udligningen, der gjorde, at slutminutterne blev uden vilje fra nogen af holdene.

- Italien kan snakke så meget, de vil. Jeg tror, at italienerne havde gjort det samme, siger Lindelöf.

Den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport har imidlertid ikke meget til overs for Sverige, som jo også var impliceret i 2-2-kampen mod Danmark i 2004.

- Det er ikke første gang. Sverige risikerer at blive mester i snyd. Historien, der begyndte for 11 år siden, er nu fuldendt, skriver sportsavisen med reference til den omtalte kamp i 2004.

Portugal kom foran i 82. minut mod Sverige onsdag aften, mens den svenske udligning faldt i 89. minut.

/ritzau/