Svindel med mælk i Kina kan nu afsløres med ny teknik

Screeningsmetoden skal nu testes i praksis på de kinesiske Mengnius mejerier. Testen bliver en af de første opgaver for et nyt videncenter: ”China-Denmark Milk Technology Cooperation Centre”, som Arla, Mengniu samt den danske fødevareminister og kinesiske landbrugsminister i dag har indviet i Beijing.

Skandalen hvor mælk og modermælkserstatning var tilsat melamin kunne være undgået
- Hvis kinesiske mejerier havde haft denne metode i 2008, kunne de sandsynligvis have opdaget afvigelserne i mælken, og undgået de problemer, der tidligere har været med fødevaresikkerheden. I og med at den nye screening er sikker, hurtig og billig, er den interessant for alle mejerier i Kina. Når vi har testet den, kan den øvrige mejeriindustri også tage den i brug, så forbrugertilliden kan genskabes – til gavn for hele branchen, siger Frede Juulsen, Senior Vice President i Arla med ansvar for Kina.

Screening af mælk på samlebånd
Den nye metode er unik, fordi man nærmest på samlebånd kan screene al rå mælk for afvigelser. En afvigelse kunne indikere en lang række kendte stoffer, som kan tilføres mælken for at svindle med proteinindholdet. Også hidtil ukendte stoffer eller tilført vand vil give udslag i analysen.

- Hvis der er noget unormalt ved mælken, så kan den testes yderligere gennem 18 eksisterende analyser, som hver kan afsløre et specifikt stof. Disse analyser er dog mere ressourcekrævende. Så fordelen ved den nye metode er, at du nu ikke behøver at analysere mælken, før den indledende screening indikerer en afvigelse, siger Niels Juul Mortensen, der er teknologichef for Arlas aktiviteter i Kina.

I dag analyseres al rå mælk, som indvejes på Mengnius mejerier, for melamin. Når den nye screeningsmetode tages i brug, vil kun mælk der afviger fra normal mælk blive undersøgt for melamin og andre stoffer. I første omgang vil screeningen formentlig foregå på mejeriet før indvejningen, men målet er på sigt, at det skal ske allerede ved tankbilen på gården eller ved mellemhandleren.

 

Dagens Gossip