Svindelmails er blevet mere avancerede

En mail fra Skat med beskeden om, at man skal have penge tilbage, virker tillokkende på de fleste.

Og når mailen oven i købet bærer myndighedens logo og er sendt fra en mail, der slutter på skat.dk, er mange danskere parat til at videregive meget fortrolige bankoplysninger for at få pengene udbetalt.

Men når mailen slet ikke kommer fra Skat, men fra en svindler, som benytter den såkaldte phishing-metode til at snyde private oplysninger ud af intetanende borgere, risikerer man at blive franarret penge. Svindlerne er nemlig blevet langt mere avancerede, skriver Jyllands-Posten.

Hvor man tidligere kunne genkende en phishingmail på de mange stavefejl, dårligt efterlignede logoer, en mærkelig afsenderadresse og lignende, så er mange svindelmails i dag lavet så godt, at almindelige mennesker ikke kan se, at det er fup.

»De kriminelle er blevet så dygtige, at man som almindelig bruger ikke har en chance for at se, om mailen er falsk,« siger Shehzad Ahmad, der er chef for det danske varslingscenter for IT-sikkerhed, DKCERT.

Han fortæller til Jyllands-Posten, at kvaliteten er blevet forbedret, fordi de kriminelle har en rigtig god forretning.

Ofte bliver man i de kryptiske mails bedt om at verificere et password, klikke på et link for at få penge tilbage eller at oplyse sit kontonummer til samme formål. Men grundreglen er, at man aldrig skal videregive følsomme oplysninger, fastslår Shehzad Ahmad.

»Da man ikke kan se, om mailen er falsk, er vores råd, at man aldrig skal verificere følsomme oplysninger i en mail med et link i. Får man sådan en, bør alarmklokkerne ringe,« siger han til Jyllands-Posten.

 

Dagens Gossip