Sweethearts giver den gas

Det legendariske dansktopband med "Krøniken"-skuespilleren Pernille Højmark i spidsen har mere end 25 år på bagen og har gæstet et utal af store som små spillesteder landet over, bl.a. som opvarmningsband til Whitney Houstons koncert i Parken i 1993.

Nu varmer gruppen med de livsbekræftende og iørefaldende numre op til weekendens store Melodi Grand Prix-finale ved at spille et bredt udsnit af deres repertoire.

Sweethearts har selv deltaget to gange i det danske Melodi Grand Prix. Første gang i 1992 sammen med Keld og Hilda Heick under navnet Sweet Keld & The Hilda Hearts med nummeret “Det vil vi da blæse på” og i 2005 på egen hånd med sangen “I Must Be Crazy” skrevet i samarbejde med Martin Brygmann.

- Som de fleste har jeg jo sådan et had/kærlighedsforhold til Melodi Grand Prix,” fortæller Pernille Højmark og fortsætter:

- Men jeg sad med stemmesedler og det hele, når det kørte i gamle dage. Det var jo nærmest det første interaktive fjernsyn, som man også kunne sidde og råbe ad. Det var jo også for at forarge rockbranchen, at vi var med i 92.

Bakkens gæster indbydes nu til at komme og synge med på de største Melodi Grand Prix-klassikere gennem årene. “Danse i måneskin" og “Gid du var i Skanderborg" er blot nogle af de mange Grand Prix-numre, der vil få fornyet liv, når Sweethearts giver den gas på Friluftsscenen.

Det sker på fredag klokken 18 og der er gratis adgang.

 

Dagens Gossip