Sydafrikas præsident undgår regning for ny swimmingpool

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

Den sydafrikanske præsident, Jacob Zuma, behøver ikke tilbagebetale skatteyderne de mange millioner dollar, som er blevet brugt på at udbygge hans private hjem.

Det siger ministeren for politi, Nathi Nhleko, torsdag, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Oppositionen har kaldt opgraderingerne af præsidentens landsted for overdådige og ødsle.

Alle ombygningerne, inklusiv en swimmingpool, skete af sikkerhedsmæssige årsager, siger Nathi Nhleko ved et pressemøde.

- Landets præsident er derfor ikke forpligtet til at betale for nogen af sikkerhedsinstallationerne, lyder det.

Udgifterne løber op i 24 millioner dollar (mere end 160 millioner kroner) for opgraderinger på Zumas privatbolig, som har været en af de største skandaler mod statsoverhovedet.

Ifølge Reuters drejer det sig dog om mere end 20 millioner dollar og omfatter også et anlæg til dyr.

Nhlekos konklusion står i skarp kontrast til den offentlige anklagers undersøgelser.

I marts 2014 konkluderede anklager Thuli Madonsela, at Zuma uberettiget havde nydt godt af opgraderingerne og anbefalede, at præsidenten betalte en andel af pengene tilbage.

Præsidenten burde betale en "rimelig procentdel af omkostningerne" tilbage, som ikke er direkte relateret til sikkerheden.

Men Nhleko sagde, at swimmingpoolen var nødvendig på grund af brandslukningsformål, og at anlægget til dyr skal forhindre kvæg og kyllinger i at sætte gang i bevægelsesdetektorer.

/ritzau/