Syddansk Universitet bag bachelor-uddannelse for kvinder i Saudi Arabien.

Det skal ske i Public Health and Epidemiology, og det forventes at de første 55 studerende kan starte allerede i februar. Institut for Sundhedstjenesteforskning og Statens Institut for Folkesundhed vil stå for undervisningen samt oplæring af undervisere i uddannelsens første år.

SDU er i forvejen ved at etablere en uddannelse i folkesundhedsvidenskab på Riyadh-universitetet, og den første del af de to bacheloruddannelser bliver identiske.

– Man kan tale om en form for systemeksport, hvor Syddansk Universitet eksporterer et helt uddannelseskoncept og efter aftale implementerer uddannelsen på universitetet i Riyadh, siger institutleder Jesper Bo Nielsen fra Institut for Sundhedstjenesteforskning.

Kun for kvinder

Princess Princess Nora Bint Abdul Rahman University er verdens største universitet kun for kvinder, og de to uddannelser skal levere udvikling og uddannelse til kvinder i Saudi Arabien.

Samtidig får SDU mulighed for at ansætte videnskabelige medarbejdere, der dels skal forske på SDU, dels undervise på universitetet i Riyadh.

SDU-medarbejderne skal typisk opholde sig i Riyadh 4-5 uger ad gangen i grupper på 3-4 personer i begyndelsen. Senere, når flere hold kører parallelt, forventes SDU at have op til 6-8 medarbejdere i Riyadh på samme tid.

 

Dagens Gossip