Sydkorea tæt på at spolere australsk fodboldtriumf

Skrevet af admin

31/01/2015

Mest læste i dag

Det australske fodboldlandshold overlevede lidt af et chok, da det lykkedes værterne at triumfere ved Asian Cup.

Foran 80.000 ellevilde publikummer i Sydney slog australierne Sydkorea med 2-1 efter en finale, der blev tvunget ud i forlænget spilletid efter en sydkoreansk scoring i overtiden.

Massimo Luongo indledte den australske festaften, da han midtvejs i første halvleg modtog bolden og vendte rundt om sig selv, inden han fra 25 meters afstand trykkede Australien på 1-0.

Det var første gang i turneringen, at Sydkorea måtte indkassere en scoring.

Australien havde allerede efter små 10 minutter et nærgående frispark, men Mile Jedinaks forsøg gik lige over mål.

Det så længe ud til, at værterne skulle triumfere i ordinær tid, men i det 91. minut gik det galt.

Hjemmeholdet blev straffet for en alt for defensiv indstilling i anden halvleg, da Son Heung-Min udlignede til 1-1 og tvang finalen ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid.

Viljen var tilbage i den forlængede spilletid, hvor indskiftede Tomi Juric hårdt presset fastholdt bolden på baglinjen.

Juric var en tur nede i græsset, men fik rejst sig op og gik forbi sin sydkoreanske oppasser, inden han fra en spids vinkel fik skudt på mål. Bolden blev blokeret ud til James Troisi, der blev matchvinder med målet til 2-1.

/ritzau/