Sydkoreas præsident udpeger ny premierminister

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

64-årige Lee Ono-koo skal ifølge Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, være landets næste premierminister.

Det oplyser en embedsmand fra den sydkoreanske regering fredag.

Lee Ono-koo er leder af partiet Saenuri.

Hans forgænger på premierminister-posten, Chung Hong-won, tilbød 27. april sidste år at trække sig efter massiv kritik af regeringens håndtering af færgekatastrofen 16. april, der kostede mindst 300 mennesker livet.

Park Geun-hye har dog ventet med at godtage afskedsbegæringen, til en afløser var på plads.

Chung Hong-won bliver ved med at sidde som premierminister, indtil Lee Ono-koo er blevet godkendt i den nationale forsamling, lyder det fra en talsmand for præsidentens kontor.

Sydkoreas premierminister er officielt nummer to i magthierarkiet.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap er udnævnelsen et forsøg fra Park Guen-hye på at genvinde popularitet i befolkningen.

Færgetragedien trækker dermed fortsat skygger ind over Sydkoreas politiske landskab.

Sewol kæntrede 16. april med 476 personer om bord 20 kilometer ud for Sydkoreas sydvestlige kyst. Ni ofre er aldrig blevet fundet.

Af de i alt 304 døde var omtrent 250 skoleelever fra samme skole.

Ulykken skyldtes efter alt at dømme en dødelig kombination af en alt for tung last, ulovlig ombygning af færgen samt sølle evner til at styre fartøjet.

Lee Joon-seok, der var kaptajn på den forliste sydkoreanske færge blev i november idømt 36 års fængsel. Men anklagemyndigheden, der krævede dødsstraf, har appelleret afgørelsen.

Lee er kendt skyldig i pligtforsømmelse, men retten fandt ham ikke skyldig i manddrab.

Tre andre besætningsmedlemmer, der var anklaget for drab, fik mellem 15 og 30 års fængsel.

/ritzau/dpa