Tabu-sygdom: Læger tør ikke tale om sjat-tisseri

Praktiserende læger synes ifølge en ny undersøgelse også, at inkontinens er pinligt at snakke om.

Selvom man er læge, er der alligevel visse sygdomme, der er for tabubelagte at håndtere og snakke med patienterne om.
Sådan lyder konklusionen i en nordisk rapport, hvor 516 nordiske læger, heraf 104 fra Danmark, har medvirket i en spørgeskemaundersøgelse, der er udført af Kompas Kommunikation på vegne af Astellas Nordic.

LÆS OGSÅ: Ny pille stopper pinligt problem: Slut med tidlig sædafgang

Fire ud af ti af deltagerne svarer i undersøgelsen, at inkontinens enten er omgivet af tabu, eller at det kan være svært at konfrontere patienten med sygdommen.

Den konklusion kan formanden for den danske kontinensforening, Susanne Axelsen, nikke genkendende til.

-Det er besynderligt, at læger finder det tabubelagt at tale om inkontinens. Inkontinens er for mange patienter svært at tale om. Men hvis det ikke bliver taget alvorligt og behandlet, kan det for både patienten og de pårørende får store konsekvenser for helbredet, livskvaliteten og det sociale liv, siger Susanne Axelsen.

Tidligere undersøgelser viser, at det især er mænd, der undlader at kontakte lægen, hvis de lider af inkontinens. En rapport viser, at 40 procent af de inkontinente mænd venter et år eller mere på at konsultere en læge, mens 25 procent føler, at rådgivningen, de får fra lægen, enten er dårlig eller middelmådig. En af de danske mænd, der har fundet rådgivningen fra lægerne mangelfuld, er Torben Guld.

-Jeg var en af de få mænd, der ret hurtigt gik til lægen med min inkontinens. TIl gengæld opdagede jeg hurtigt, at der var stor berøringsangst fra min læges side. Det var somom, det var ekstremt tabubelagt og for intimt at håndtere. Det var meget ubehageligt, men jeg tror desværre også, at pinligheden fra min læges side bundede i manglende viden og dygtighed omkring behandling af inkontinens, siger Torben Guld i en pressemeddelelse fra Kontinensforeningen.

Hos de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) kan man godt forstå bekymringen, hvis patienter oplever, at lægerne ikke tør tale om inkontinens. Men formand Bruno Melgaard Jensen fortæller, at lægerne gør, hvad de kan.

-Det er noget, vi skal være opmærksomme på. Og det er vi også. Vi bruger de vejledninger, der er, om at snakke med patienter om de tabubelagte sygdom. Det indgår i den uddannelse, man går igennem, hvis man vil være praktiserende læge.
siger Bruno Melgaard Jensen til Dagens.dk.

Hvis lægerne skal snakke med patienten om vandladningsproblemer kræver det naturligvis i første omgang, at patienten dukker op og selv vil tale om det, understreger Bruno Melgaard Jensen. Og når en undersøgelse som denne bliver bragt frem i lyset skaber det helt naturligt fokus på problemet, og kan formentlig få flere til at gå til lægen.

-Men der er mange patientforeninger, der vil vide, om vi husker at spørge om det ene eller det andet under en konsultation. Der er bare det, at hvis patienten kommer med noget helt andet, spørger vi jo ikke, hvordan det går med at lade vandet, siger læge-formanden.

 

Dagens Gossip