Tankeksplosion i Ghana koster mindst 78 livet

Skrevet af admin

04/06/2015

Mest læste i dag

En eksplosion på en tankstation og oversvømmelser i gaderne i Ghanas hovedstad, Accra, har kostet langt over 70 mennesker livet.

Mange mennesker havde onsdag aften søgt tilflugt på tankstationen, fordi det havde styrtregnet i det vestafrikanske land.

Politiet siger, at 73 har mistet livet, mens en talsmand for brandvæsnet til nyhedsbureauet Reuters siger mindst 78.

Det var en brand i en lastbilterminal i nærheden, der spredte sig til tankstationen og andre bygninger. Det tyder på, at branden opstod tilfældigt.

Brandfolk måtte indtil de tidlige morgentimer kæmpe med at slukke branden, mens politiet og andre redningsfolk forsøgte at redde folk, der lå fastklemt under de sammenstyrede bygninger, siger byens borgmester, Oko Vanderpurije.

De mange døde fylder op i byens lighuse, og det frygtes, at dødstallet vil stige.

Der var onsdag flere områder af Accra, der var oversvømmet. Huse og biler lå under vand efter den voldsomme regn.

- Dette tab af menneskeliv er katastrofalt og næsten uden fortilfælde, sagde en synlig rystet præsident John Dramani Mahama.

Der er forskellige rapporter om, hvordan de mange mennesker omkom.

Ifølge nogle rapporter druknede adskillige i byens gader, da de forsøgte at slippe væk fra brandene. For vand var skyllet op fra blokerede kloakker og havde oversvømmet området.

/ritzau/AFP