Team Esbjerg-træner: Første nederlag var sundt for os

Skrevet af admin

18/01/2015

Dagens topnyheder

Team Esbjerg led lørdag sæsonens første nederlag i Boxer Dameligaen, da klubben i 15. spillerunde tabte hele 21-28 ude til FCM Håndbold.

Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, mener, at klubben skal lære af nederlaget.

- I bund og grund har vi nok godt af det. Det er sundt nok i forhold til, når vi kommer senere hen på sæsonen.

- Vi skal analysere og lære af, hvad der gik galt mod FCM. I andre kampe har vi måske vundet uden at spille vores maksimale, men den går ikke mod de allerbedste hold. Det fik vi at mærke mod FCM.

- Når vi forhåbentlig skal spille de helt sjove kampe i april og maj, så kan vi se tilbage på en kamp, hvor vi ikke selv var 100 procent klar. Og så ved vi, hvad det betyder, siger Lars Frederiksen.

Trods nederlaget topper Team Esbjerg Boxer Dameligaen med 26 point for 15 kampe.

Viborg, der også tabte lørdag, og FCM følger efter med 22 point.

Med syv runder tilbage har Team Esbjerg fortsat som ambition at slutte som det bedste hold i grundspillet.

- Det går vi målrettet efter, og det havde vi også gjort, hvis Viborg havde vundet. Det vigtigste er, at vi ikke tror, vi kan gå på vandet. Vi vidste, at vi kunne tabe til FCM.

- Nu har vi en række kampe, som vi kan bruge til at komme tilbage på sporet. Vi skal tage en kamp ad gangen og finde tilbage til den sejrsstime, vi havde før, siger Lars Frederiksen.

/ritzau/