Team Tvis Holstebro tager stort skridt mod slutspillet

Skrevet af admin

11/02/2015

Dagens topnyheder

Meget skal efterhånden gå galt, hvis ikke Team Tvis Holstebro bliver en af de otte deltagere i herrernes håndboldslutspil.

Onsdag aften sejrede holdet på hjemmebane i Boxer Herreligaen med 37-31 over ligaens nummer tre, Bjerringbro-Silkeborg.

Første halvleg var meget jævnbyrdig og sluttede 16-15, men hjemmeholdet trak for alvor fra midtvejs i anden halvleg og vandt overbevisende.

Landsholdsspilleren Michael Damgaard førte an i løjerne med 10 scoringer.

Med sejren ligger Team Tvis Holstebro på en femteplads med 24 point. Dermed er der fem point ned til Ribe-Esbjerg med 19 på niendepladsen - lige uden for slutspilsselskabet.

Ribe-Esbjerg kæmpede onsdag mod overmagten i form af førerholdet KIF Kolding København.

Jyderne gjorde kampen mere lige end forventet, og efter 40 minutter var stillingen 16-16. Men topholdet vandt 26-22 efter 13-11 ved pausen.

Også Skjern er på vej mod en slutspilsplads efter sejren på 34-24 over Århus Håndbold.

Også her var en landsholdsspiller fremtrædende, Kasper Søndergaard blev noteret for syv mål.

Skjern ligger på sjettepladsen med 24 point, mens Århus Håndbold har 20 på ottendepladsen.

/ritzau/