To terrormistænkte er dræbt i Belgien

Skrevet af admin

16/01/2015

Mest læste i dag

Belgisk politi fortsætter torsdag aften en antiterroraktion blandt andet i den østbelgiske by Verviers, hvor to formodede terrorister tidligere på aftenen blev dræbt i forbindelse med en koordineret aktion i flere byer.

En tredje blev anholdt under aktionen, der foregik samtidig mod omkring 10 adresser, oplyser den føderale anklagemyndighed på et pressemøde.

Mændene skal blandt andet have benyttet Kalasjnikov-maskingeværer, da de åbnede ild mod politiet, som besvarede beskydningen.

Anklagemyndigheden afviser oplysninger fra tidligere torsdag aften om, at den anholdte skulle være hårdt såret. Han vil blive stillet for en dommer fredag, hvor der også er varslet nyt pressemøde.

Statsadvokat Eric Van der Sijpt siger torsdag aften i Bruxelles, at torsdagens aktion har været rettet mod en gruppe personer, der har været under overvågning i nogle uger, efter at de er kommet hjem fra Syrien. Flere er belgiske statsborgere.

- Jeg vil gerne understrege, at efterforskningen begyndte for nogle uger siden - altså inden angrebene i Paris, siger han.

Anklagemyndigheden afviser dermed mediespekulationer om, at der skulle være en direkte forbindelse til sidste uges terroranslag i Paris, hvor 17 civile blev dræbt.

Ifølge anklagemyndigheden var gruppen i gang med at forberede et snarligt terrorangreb "i stor stil", blandt andet på en eller flere politistationer.

I forbindelse med aktionen har myndighederne hævet deres beredskab i dele af Belgien til tre, som er næsthøjeste niveau.

Tv-stationen VTM Nieuws rapporterer, at torsdagens indsats er del af en koordineret antiterroraktion i syv lande, heriblandt Yemen.

Det er dog ikke klart, om der skulle være tale om konkrete aktioner torsdag andre steder, eller om det snarere er en henvisning til det intensiverede samarbejde mellem flere lande efter sidste uges terroranslag i Paris.

- Jeg kan ikke kommentere, om der er nogen forbindelse til udlandet, siger statsadvokat Eric Van der Sijpt til det norske nyhedsbureau, NTB.

Borgmesteren i Bruxelles-bydelen Molenbeek sagde tidligt på aftenen til tv-stationen RTBF, at der også var operationer i gang i Molenbeek, i det centrale Bruxelles og i byen Vilvoorde.

Belgien er det land i Europa, der menes at have det højeste antal krigere i Syrien og Irak i forhold til befolkningens størrelse.

Regeringen skønner, at omkring 100 belgiere er vendt hjem fra krig, mens omkring 40 er blevet dræbt, og yderligere 170 stadig er af sted.

/ritzau/