Hun scorer lavere i troværdighed end sine partifæller beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Bjarne Corydon (S), hvor sidstnævnte topper listen. Og hun har mindre karisma end de blå rivaler Anders Samuelsen (LA) og Lars Løkke Rasmussen (V). Sammenlagt har Helle Thorning-Schmidts troværdighed været nedadgående siden den første måling i 2007.
Ekspert i politisk kommunikation Bo Bredsgaard Lund kalder målingen »katastrofal« for statsministeren.
»Skal man være fræk, så kan man læse ud af målingen, at hun er en politiker, som vælgerne ikke helt har et forhold til. Mens Bjarne Corydon opfattes som den mest troværdige politiker i målingen, opfattes statsministeren som ret utroværdig. Dertil kommer, at hun med en placering midt i feltet i forhold til karisma fremstår meget anonym. Vælgerne er med andre ord meget usikre på, hvad hun arbejder for, hvem hun er, og om hun mener det, hun siger,« siger Bo Bredsgaard Lund.
Når Helle Thorning-Schmidt ligger på en 13. plads og hendes finansminister på førstepladsen på troværdighedsbarometret, skyldes det, at hun tager knubsene for regeringens upopulære – men nødvendige
»Statsministeren er regeringens chef. Det er hende, der står øverst på broen og bestemmer kursen og tager de knubs, der skal til. Hun har hovedansvaret for regeringens kurs, og jeg tror, at når hun om mange år er færdig i dansk politik, vil historien dømme hende som en statsminister, der i en meget vanskelig tid, traf de rigtige beslutninger.«