Thorning vil være tilbageholdende på EU-topmøde

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

I sin tid som statsminister har Helle Thorning-Schmidt (S) flere gange spillet en fremtrædende rolle i EU.

Blandt andet da Danmark havde formandskabet for EU i starten af hendes regeringsperiode, og da hun sidste år var på tale til topposten som EU-præsident.

Men når Helle Thorning-Schmidt torsdag og fredag repræsenterer Danmark ved EU-topmødet i Bruxelles, bliver det i en helt anden rolle. Det fastslår Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Grunden til, at det er Thorning og ikke Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der deltager, er, at Løkke endnu ikke har dannet en ny regering.

- Da regeringen agerer som forretningsministerium, vil statsministeren indtage en tilbageholdende position på topmødet, skriver Statsministeriet i pressemeddelelsen, hvor man tilføjer:

- Statsministeren vil således alene gå ind i drøftelserne, hvis der er danske kerneinteresser på spil, og det i øvrigt står klart, at der ikke blandt Folketingets partier er et flertal imod positionerne på disse spørgsmål.

Det er ellers en meget stor dagsorden, der venter stats- og regeringscheferne i Bruxelles. Blandt andet skal man diskutere migration, den græske gældskrise og Storbritanniens ønske om at genforhandle vilkårene for medlemskabet af EU.

- Konkret forventer statsministeren på topmødet at understrege, at Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er omfattet af EU-retlige beslutninger om asyl og indvandring.

- Under drøftelsen om styrkelse af den Økonomiske og Monetære Union kan der blive behov for at understrege, at processen bør være åben og gennemsigtig for ikke-eurolande, og at sager, der vedrører alle EU-medlemslande, fortsat skal besluttes af alle 28 medlemslande, skriver Statsministeriet i pressemeddelelsen.

Helle Thorning-Schmidt har ikke selv udtalt sig, efter at hun onsdag mødtes med partilederne i Statsministeriet for at drøfte den danske position på topmødet.

/ritzau/