Til en afdød terrorist: "Din komplet meningsløse død har ikke gjort den store forskel for os andre"

Skrevet af Ninna Andreasen

16/02/2015

Mest læste i dag

Musiker og producer Atle Thorberg bor på Nørrebro.

I går greb han til tasterne i kølvandet på de to terroranslag i København.

Hans indlæg er nu blevet delt over 8.700 gange, og også udenlandske medier har taget det op. 

Læs også: Morten hyldes på nettet: Derfor elsker jeg Danmark, og derfor er dem, der hader Danmark, mine fjender

Det er et brev til den nu afdøde, formodede gerningsmand, der dræbte to og sårede fem betjente.

Læs det her.

"Til en afdød terrorist.

Først og fremmest tillykke med martyriet.

Det vil nok overraske dig at høre følgende, men din komplet meningsløse død har ikke gjort den store forskel for os andre. Mens du ligger kold og livløs i et kølerum et eller andet ukendt sted i Københavns kassemater, så kvidrer fuglene i dag videre ovre i Fælledparken.

På min morgentur ned til bageren bemærkede jeg faktisk, at alt var tæt på at være ganske som det plejer. Børnefamilierne var under de sædvanlige hyl og skrig på vej til tøndeslagning og de blev mødt af de samme naboer, som gik stille og roligt rundt på gaden.

Bagerjomfruens søde smil overbeviste mig om, at jeg burde gå en tur ud til Nørrebro Station, der hvor du blev skudt.

Hele vejen ud til gerningsstedet var alt som det plejede at være, måske lidt mere afdæmpet.

Lidt oppe af Nørrebrogade ved et busstoppested stod tre ældre damer - to med tørklæder og en enkelt uden - og prøvede at hjælpe hinanden med at finde rundt i forvirringen om, hvilke busser der var aflyst eller omlagt, blandt andet på grund af din død.

"Åh, det er på grund af skyderiet ..." sagde den ene tørklædeklædte dame spagfærdigt, "Ja, det er det vist." svarede hende uden, inden hun med et afvæbnende smil ønskede de to en fortsat god søndag.

For det med trafikken, det hører jo med til normalen.

Du er jo som bekendt ikke den eneste, der på det seneste har terroriseret den daglige trummerum på Nørrebro. Københavns Kommune har med en kombination af: utallige bussluser, årelange byggeprojekter og en stålsat ambition om at forvandle Nørrebrogade til én ufatteligt lang flisebelagt gågade på Herning egnen, længe forsøgt at tvinge kvarteret ned i et tempo, som det hverken egner sig til eller bryder sig om.

Så den afspærring der var sat op til ære for dig, adskilte sig egentlig kun fra normalen ved at være flankeret af maskinpistol bevæbnede politimænd og en håndfuld nysgerrige, som alle i god ro og orden stod og sludrede lidt med hinanden. Atmosfæren var faktisk mere afslappet end normalt, så heller ikke der fik du afsat et varigt indtryk.

Så jeg slentrede snart hjemad igen, ned af Mimersgade og Bragesgade, inden jeg drejede ud på Nørrebrogade, hvor Manu Sareen mutters alene kom spadserende med en avis under armen.

Tænk engang, kun et par timer efter det alvorligste terroranslag i mands minde, mindre end femhundrede meter fra et af gerningsstederne, stødte jeg ind i en repræsentant for den siddende danske regering, vores ligestillingsminister. For sådan en har vi jo herhjemme. En brun mand, som er født i et andet land, er ansat af os alle til at varetage udsatte minoriteters interesser.

Gud ved om du mon vidste, at du kunne have skrevet til ham med dine frustrationer? At det i Danmark er din ret at blive hørt?

Igennem vinduet til en af kvarterets mange shawarma bikse så jeg en lille dreng som var på arbejde med sin far. Knægten var måske fem seks år gammel og da jeg så ham, så kom jeg igen til at tænke på dig.

Engang var du jo også nogens søde lille dreng; vi har jo alle en mor.

Nåede du mon at tænke på din, da du lå der på fortovet og blødte ihjel? På hvor svært det må være for hende at leve videre med tabet af dig, hendes søn, siddende i sin sjæl? Det håber jeg du gjorde og jeg håber du fortrød. For tusind slør vil aldrig kunne dække over den sorg hun må føle over din meningsløse død på et gadehjørne, en tilfældig søndag morgen i København.

Tankerne rumlede rundt i mig, så jeg gik ind på min vens café og drak en kop kaffe. Han var lidt slukøret over gårsdagens hændelser, så vi snakkede lidt om dem. Om hvem du mon var, hvor formålsløse dine handlinger havde været og hvordan det mon vil gå os alle fremadrettet.

På det sidste stykke vej hjemad så jeg endnu et barn der i fuld udklædning dansede rundt om sin mor. Så gik jeg op og skrev det her brev for at prøve at fortælle dig, hvor meget jeg syns du har taget fejl af livet."

Opslag af Atle Thorberg.