Tiltalt sygemeldt: Svindelsag om 84 millioner forsinkes

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

En stor straffesag om påstået svindel i et entreprenørfirma kunne ikke som planlagt torsdag gå i gang i Københavns Byret.

En sygeerklæring i sidste øjeblik fra en af de tiltalte i sagen om FH Byg betyder, at sagen forsinkes.

Svindel for i alt 84 millioner kroner beskrives i anklageskriftet i sagen, som er blevet kaldt entreprenørbranchens svar på IT Factory.

Som bekendt dirigerede Stein Bagger en leasing-karrusel med it-udstyr, som ikke eksisterede.

Og på samme måde blev gravemaskiner, mørtelværk, betonknusere og andre maskiner leaset i en heftig trafik af FH Byg, selv om maskinerne ikke fandtes i virkeligheden, påstår anklagemyndigheden.

Men torsdag var den 44-årige tidligere daglige leder af FH Byg ikke mødt frem i retslokalet, hvor en snes mennesker ellers var klar: fire andre tiltalte, syv advokater, seks medlemmer af domsmandsretten, protokolføreren og to anklagere.

I mandags ringede politiet til den 44-årige for at fortælle ham om torsdagens retsmøde, men onsdag fik han en lægeerklæring om, at han er for syg til at deltage.

Nu skal en speciallæge udtale sig nærmere om sygdommen - og om hvor længe fraværet vil stå på.

Nykredit Leasing, Cito Leasing, AB Finans, Jydske Finans, Ikano Finans og flere andre leasingselskaber påstås at have mistet de mange millioner.

Den 44-årige og dennes far var omdrejningspunkt i FH Byg, mens tre mænd fra andre firmaer også har deltaget, hævdes det.

Alle nægter sig skyldige. Frem til november skal over 50 fakturaer og leasingkontrakter endevendes i byretten.

Ikke kun grov økonomisk kriminalitet er den sygemeldte anklaget for. Han beskyldes også for grov afpresning.

I løbet af fire år skal han have truet en mand med tæsk eller med at stikke ham ned, hvis denne ikke betalte 100.000 kroner om måneden.

Afpresningen skyldes et fiktivt gældsforhold, og i alt måtte offeret af med mellem fire og fem millioner kroner, påstår anklagerne.

/ritzau/