Toårig søn til mistænkt jihadist meldes død i Syrien

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

En toårig søn til en norsk kvinde, som er rejst til Syrien for at gifte sig med den norsk-chilenske islamist Bastian Vasquez, skal være død, og den sag har nu skabt splid i det fundamentalistiske miljø i Norge.

Ifølge det norske medie NRK skal drengens far være del af det islamistiske miljø i Norge.

Det har skabt splid i gruppen Profetens Ummah, som både barnets far og Bastian Vasquez skal have tilknytning til.

Det norske udenrigsministerium kan hverken be- eller afkræfte oplysningerne om, at en toårig nordmand er død i Syrien.

Den norske efterretningstjeneste PST udsendte tidligere på ugen en såkaldt "orange varsel" gennem Interpol på kvinden, hvis alder af norske medier opgives til både 19 år og i starten af 20'erne.

Ifølge den svenske avis Expressen har norske myndigheder haft efterretninger om, at hun gik med planer om at udføre et selvmordsangreb, når hun kom hjem fra Syrien.

Det skal veninder til kvinden ligeledes have bekræftet over for avisen Dagbladet.

TV2 i Norge har talt med kvinden, som kalder denne påstand "latterlig".

Bastian Vasquez er rapper, og han har været frontfigur i videoer fra Islamisk Stat.

PST bekræfter, at man har indefrosset Vasquez' konto, men tjenesten vil ikke sige yderligere om nordmanden.

/ritzau/NTB