Træt Contador har brug for pause inden Tour de France

Skrevet af admin

31/05/2015

Dagens topnyheder

Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) kan stadig drømme om at score en imponerende dobbelttriumf i denne sæson, efter at han søndag eftermiddag endegyldigt sikrede sig sejren i Giro d'Italia.

Men spanieren erkender efter sejren, at han i første omgang har brug for tid til afslapning, hvis projektet med at vinde både Giro d'Italia og Tour de France skal lykkes.

- Det har været et fremragende Giro d'Italia, og en meget stor oplevelse for mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal bruge på at komme mig over det her. Men jeg er træt, og det kommer til at tage tid, siger Contador ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alberto Contador måtte overvinde flere forhindringer, inden han søndag kunne række armene i vejret ved målstregen i Milano.

Han styrtede og slog skulderen af led undervejs, og på næstsidste etape var han i en alvorlig krise, der kunne have kostet sejren.

- Jeg vidste, at det ville blive en meget krævende Giro, men jeg havde ikke forventet, at det skulle blive så kompliceret, siger Alberto Contador.

Ifølge statistikkerne er det spanierens anden Giro d'Italia-sejr, men han fastholder selv, at han har vundet det italienske etapeløb tre gange.

Sejren i 2011 er imidlertid - til hans store utilfredshed - blev tilskrevet Michele Scarponi, fordi Contador siden afleverede en dopingprøve med spor af et forbudt stof.

- Folk, der ser dette på tv, rytterne, tilhængerne, alle ved, at dette er min tredje sejr, siger Alberto Contador.

Tour de France begynder 4. juli i den hollandske by Utrecht.

/ritzau/