Træt og ingen sexlyst? Måske er forklaringen på dit problem her

Af Malene Fich Weischer, Oestrogen.dk/NewsDesk Aller Media AS

Vores binyrer sidder som små hatte oven på vores nyrer. De producerer hormonet kortisol, som er kendt som vores kamp-flugt hormon. Hormonet har vi brug for dagen igennem til at give os energi, regulere vores blodsukker, optimere vores koncentration m.m. Kortisol er som alle andre hormoner meget vigtigt for vores sundhed og velvære, men det er problematisk, hvis det er for højt eller for lavt.

Kortisol-niveauet bliver bl.a. for højt under stress og sygdom. Og også andre ubalancer, maveproblemer, smerter og infektioner vil resultere i et højere kortisol.

Har du for lavt stofskifte? Læs mere om syptomerne og se, hvordan du kan optimere dit stofskifte på Oestrogen.dk

For høj belastning
- Optræder belastningen kortvarigt, som fx ved en forkølelse, et sår, en deadline på jobbet eller lignende, så har vi god evne til at klare det ganske godt. Men hvis vi går med langvarige infektioner igen og igen eller utallige deadlines, fyringsrunder, familieproblemer mv. så er der et konstant og langvarigt pres på binyrerne for at producere tilstrækkelige mængder kortisol. Kombineres det med utilstrækkelig kost, så er der simpelthen ikke ressourcer til at oppebære en høj kortisolproduktion, fortæller ernæringsterapeut Tine Grandjean til oestrogen.dk.

Er du svækket og træt?
Symptomerne på trætte binyrer er bl.a. et svækket immunforsvar, træthed, følelse af at være svækket, trang til salt mad, mistet evne til at håndtere stress, nedsat koncentration og overblik, let depression, manglende sexlyst, svimmelhed og PMS.

- Symptomerne kan selvfølgelig komme af andre grunde og det er ikke sikkert, at man har alle symptomer. Men i klinikken ser jeg mange mennesker med netop dette billede efter flere år med stress og ubalance/sygdom i kroppen, forklarer Tine Grandjean videre.

Hvor sund er du egentlig? Tag testen på Oestrogen.dk

Sådan hjælper du dine binyrer tilbage til produktivitet
- Dine binyrer kan heldigvis hjælpes tilbage til optimal funktion igen. De har brug for at blive aflastet og næret. Først og fremmest er det en god ide at overveje, hvilke mentale belastninger, du kan give slip på.
Men rent fysisk med krop og kost er der handleveje, som ofte er lettere end forandringer i job og relationer, fortæller Tine Grandjean, som især peger på 5 ting, du selv kan gøre, for at give dine binyrer bedre forhold:

Maden
Kortisolniveauerne stiger, når vi spiser. Derfor er det vigtigt med regelmæssige måltider. 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider. Det er ikke ligegyldigt, hvad du spiser. Maden skal være så blodsukkerstabiliserende som muligt.

Det gør du ved at få rigeligt med grøntsager, lidt protein og sunde fedtstoffer. Det kan fx være en råkost af revet gulerod, rødbede, nødder og granatæblekerner. Eller bagte pastinakker og rødbeder. Hertil en grøn salat af spinatblade, blancheret broccoli, rødløg, avocado, blomkål, ærter, nødder og pesto. Hertil kan du spise stegt kylling, laks eller frikadeller.

Små mellemmåltider er vigtige, fordi vores kortisolniveauer stiger lidt, når vi spiser. Samtidig sikrer mellemmåltider et stabilt blodsukker og forebygger sukker- og kaffe-trang.

Tilskud
Binyrerne bruger vitaminer og mineraler. For at sikre nok vitaminer og mineraler er en god stærk multivitaminpille lavet af naturlige ingredienser vigtig at få hver dag. C vitamin er godt at tage i en periode, fordi binyrerne bruger store mængder. Vi bruger også C vitamin til vigtige afgiftningsprocesser.

Omega 3 fedtsyrer mangler de fleste mennesker, fordi vi ikke spiser det dagligt. Vi bruger det til at bygge vores celler sundt. Sunde celler er forudsætningen for al balance i kroppen. Derfor er det vigtigt med et tilskud.

Tilskud bruges særligt, når det er sygdom eller symptomer. Symptomer viser, at kroppen gennem længere tid ikke har fået alt det, den har brug for. Muligvis har du brug for en professionel vurdering af netop dine behov. Hvis det ikke er muligt, så begynd med multivitaminpillen.

Stimulanser
Kaffe, slik/sukker, alkohol og cigaretter er mennesker med trætte binyrer ofte afhængige af. Det skyldes at stimulanserne giver det kick, som den manglende kortisol ikke giver. Men stimulanser belaster binyrerne og hæmmer den naturlige produktion yderligere. Derfor er det vigtigt at begynde arbejdet med mængderne af stimulanser. Hente støtte i nok søvn og næring og regelmæssige måltider. Herved bliver det lettere at trappe ned og over en periode helt stoppe.

Søvn
Binyrerne elsker, når vi sover nok. Det gør din hjerne også. Så kan den meget lettere skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Binyrerne, der er blevet trætte, har brug for mindst 8 timers søvn. Hvis det er svært, fordi du er stresset, så sørg for at blive liggende og hvile. Træk vejret dybt ned i maven. Har du udtalte søvnproblemer, skal du overveje, om du skal have melatonin fra lægen.

Glæde
Positiv stimulans som latter og kærlighed til dét, du gør, og de mennesker, du er sammen med, har en positiv indflydelse på hormonerne og energien i vores krop. Derfor er der en vigtig balance mellem hvile og ro, uden at give slip på det som giver glæde.

Tine Grandjean har arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse i 18 år. Er uddannet Ernæringsterapeut, Professionsbachelor i ernæring, Kerneterapeut og løbende kurser ved DET, Skolen for psykosomatik og CET. Har de seneste 9 år arbejdet som ernæringsterapeut med behandling af sygdomme og ubalancer.

 

Dagens Gossip