Trine Bramsen: Træd ud af forsvarsudvalget, Krarup!

»Det er da dybt problematisk at have en forsvarsordfører, der ikke er i stand at besøge andre lande uden at svine den lokale kultur til og blive uvenner med den pågældende nation. På forsvarsområdet handler det jo om at skabe alliancer og gode relationer til andre lande,« siger Bramsen.

I blogindlægget, som blev publiceret på B.dk i begyndelsen af marts, beskriver Marie Krarup sin officielle tur med Forsvarsudvalget til New Zealand. Her blev den danske delegation »modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori,« skriver Krarup i indlægget, som søndag skabte overskrifter i de newzealandske aviser. Siden har Krarup modtaget hademails fra fornærmede, newzealandske læsere.

»Når man repræsenterer Danmark og begår sig ude i verden, så skal man respektere den kultur, man møder. Lige præcis på forsvarsområdet er det helt afgørende, at man holder tungen lige i munden og ikke morer sig over deres kultursymboler, men udviser den største respekt. Og det kræver altså nogle gange, at man er i stand til at lægge bånd på sig selv i forhold til sine egne normer,« siger Trine Bramsen, der mener, at Krarup har optrådt »arrogant«.

Bramsens opfordring om, at Krarup skal træde ud af Forsvarsudvalget, er »det rene vrøvl«, mener hovedpersonen selv, der ikke har planer om at forlade udvalget.

»Omvendt har jeg da lige præcis en forpligtelse til at sige, hvad jeg ser og oplever. Når jeg rejser med Forsvarsudvalget, betalt af skatteyderne, synes jeg, at mine vælgere kan kræve af mig, at jeg fortæller, hvad jeg ser og oplever. Det er min pligt,« siger Marie Krarup.

 

Dagens Gossip